Historiebazaren er en serie på (indtil nu) fire bøger, der fortæller om vore indvandrerlandes kultur og historie og historier. Serien fortæller os om den kulturelle baggrund, som vore indvandrere har med sig. Når vi læser om deres historier og om deres kultur, hjælper det os til bedre at forstå hinanden.
HISTORIEBAZAREN omfatter:
- Det dobbelte træ. Tyrkiske fortællinger og historie, 2011
- De tre gaver. Historie og historier fra Bosnien & Hercegovina, 2012
- En engel på hver skulder. Historie og historier fra fem arabiske lande, Irak, Jordan, Libanon, Palæstina og Syrien, 2014
- Der var engang, der var en tid. Historie og historier fra Iran, 2017
- En engel på hver skulder er udkommet som e-bog på tysk
En engel på hver skulder

“En engel på hver skulder” har illustrationer af Susanne Dyhre-Poulsen.
Læs lektørudtalelsen her:
“Bogen er den tredje i serien Historiebazaren, og fortæller om fem arabiske landes historie og myter. Den er særdeles velegnet til brug i et undervisningsforløb, men kan også sagtens bruges som selvstændig læsning fra 11 år.
Med udgangspunkt i Mellemøsten fortæller forfatteren om de fem landes historie og kultur. Dette gøres ved hjælp af en blanding af fakta og myter, hvilket er med til at vise sammenhængen og lighederne mellem landene. Forfatteren har valgt at kombinere den lidt tunge faglitteratur med myter, fortællinger og flotte illustrationer, hvilket gør bogen lettilgængelig og vedkommende.
Jeg kan ikke komme i tanke om andre udgivelser, der på samme måde kombinerer fakta med myter og fortællinger. Dette er en meget spændende måde at fortælle et helt områdes kulturhistorie på, og på en lettilgængelig måde kan læseren få en forståelse for den arabiske kultur.”
Serien udkommer på forlaget Ravnerock: www.ravnerockforlaget.dk
Baggrund
Jeg har samlet på historier fra vores indvandrerlande gennem mange år, og jeg har rejst i landene. I januar 2012 blev jeg færdig med to års studier på Mellemøststudier på Syddansk Universitet. Jeg ville gerne lære om disse landes baggrundshistorie for at kunne forstå deres nutid og deres historietraditoner.
Med serien vil jeg gerne formidle vores indvandreres rige skat af historier til alle i Danmark. Når vi kender hinandens historie og historier, giver det indsigt og forståelse. Kendskab giver venskab – er mit motto.
Anmeldelse af “De tre gaver” på www.æseløre.dk :
De tre gaver. Historie og historier fra Bosnien & Hercegovina, af Pia Sigmund

Bosniske historier, sagn og digte
Sidste år udkom Pia Sigmunds bog Det dobbelte Træ. Tyrkiske fortællinger og historier. Nu er der udkommet endnu en bog i serien Historiebazaren. Denne gang har forfatteren kastet sin kærlighed og fortællerglæde på Bosnien og Hercegovina.
Et land og dets folk har en historie, som består både af den “rigtige” historie – altså den der står i historiebøgerne, og så historier – dem der ikke blot står i bøger, men som bliver fortalt generation efter generation.
Pia Sigmund blander derfor disse to ting – historie og historie. Og det er en fornøjelse at læse. Læs blandt andet om Bosnien i middelalderen, hvor Ban Kullin samlede landet. Du kan også læse om helten Alija Derzelez, der mente, at træerne var levende og derfor aldrig fældede et træ. En dag møder han en fe… Historie eller en historie? Det ved man ikke med sikkerhed.
Ud over historie, historier, digte, myter og sagn, får du også et par indbydende opskrifter med på bosnisk mad.
Jeg kan godt lide den måde Pia Sigmund blander historie og historier på. Det giver et helt billede af Bosnien og Hercegovina – som jeg ikke vidste meget om, da jeg åbnede bogen.
Pia Sigmund fortæller om både det gode og det dårlige. Om det almindelige og det ualmindelige. Om rige og fattige. Om en del af verden, der har været meget igennem – men som på trods af – og måske netop derfor, er et rigt kulturelt samfund.

Bogen kan bruges i folkeskolen og på andre uddannelsessteder. Men den henvender sig også til alle, som bare vil vide mere om Bosnien og Hercegovina.
Bogen er rigt illustreret med fotos og tegninger, så her er også meget at se på.
De tre gaver. Historie og historier fra Bosnien, Hercegovina. skrevet af Pia Sigmund. Tegninger af Elisabeth Rask. Forlaget Ravnerock, 2011. 83 sider