For nogle år siden udgav jeg min fars historie: “Egon Bork – sprogmanden. En beretning om min far, Egon Bork, og hans far og farfar, Hans Bork og Søren Bork” på forlaget Ravnerock.
Nu er det på tide at fortælle historien om min mors liv.
Grete Bork, født Juel-Hansen
Gift med Egon, mor til Pia og Lone og datter af Tut og Asger
Grete blev født 31. oktober 1916 på Frederiksberg. Hendes storebror Niels på 9 år fik lov til at vælge hendes navn – fortalte Tut, hendes mor, mig. Da Grete var tre år, fik hendes far, Asger Juel-Hansen, ansvaret for at genopbygge de sønderjyske jernbaner efter Nordslesvig/Sønderjyllands 57 år under preussisk herredømme. Familien flyttede til Aabenraa. Tut var gravid, og Karen blev født i oktober 1920 ”som det første danske embedsmandsbarn” i Sønderjylland. Asgers mor, Erna Juel-Hansen, flyttede med. Der blev indrettet en lille lejlighed til hende på 1. sal i villaen. Grete huskede sin farmor som en meget gammel og meget klog dame (75 år i 1920). Men de talte vist sjældent sammen.
Det var vigtigt, at børnene skulle røre sig, gå lange ture, være meget ude i den friske luft – det var ”nedarvet” fra Erna, der jo havde startet landets første gymnastikinstitut for piger og kvinder, og som var en af de første kvinder, der ejede en cykel, og som skrev artikler om damecykling i Sportsbladet, og også fra Ernas far, A.G. Drachmann, der var læge og foregangsmand indenfor hygiejne og sygdomsbekæmpelse. Børn skulle have røde kinder, det var det bedste sundhedstegn!
Engang gik den lille Grete alene neden for villaen nær ved strandengen mod Aabenraa fjord. Der opdagede hun en stork! Stille gik hun nærmere og kom så tæt på, at hun kunne klappe den – forsigtigt!
Faster Gerda, tante Helene, Tut med Grete, tante Ena, farmor Erna, morfar Johannes Camradt, storebror Niels og mormor Charlotte, 1917
Hele livet var Grete plaget af myggestik. Myg elskede hende, og myggestikkene kløede. En dag blev hun stukket på de bare ben, og hun begyndte at kradse på stikkene. Store røde bloddråber løb ned på de nye hvide strømper og de nye hvide støvler. Det var ikke til at skjule. Tut så det, og så fik Grete bank med hårbørsten. Det var en historie, som Grete græmmede sig over hele livet, og som vist også gav hende mareridt. I det hele taget var Tut en streng mor. Hun skjulte vel heller ikke, at hendes yndlingsbørn var lille nuttede Karen og store kloge Niels.
Gretes fineste kjole var rosenbortkjolen. Den var også hvid. Omkring livet og nederst sad en bred bort med smukke, håndbroderede roser, syet af mormor, Charlotte Camradt.
Blandt Gretes papirer lå de sødeste og kæreste små breve til Asger, skrevet da hun var 7-8-9 år. Flere af brevene slutter med ”… og nu må jeg kile på”, for Grete var altid flittig. Der er ingen tvivl om, at hun elskede sin store og dygtige og flittige og lidt fjerne far meget højt.
Gretes gode veninde hed Else Ipsen, datter af distriktslægen. De legede sammen og sad ved siden af hinanden i skolen. I 1927 fik Asger en ny stilling, som sporvejsdirektør i København, og pigerne måtte sige farvel til hinanden. De mødtes først 8-9 år efter. Da de så hinanden, kunne de ikke holde op med at le. Else var lille og Grete høj, der var mindst et hoveds forskel på dem. Det får mig til at tænke Gretes latter. Den var skøn og lidt pjanket og meget smittende!
Niels og Grete, o. 1917
De første par måneder i København kom Grete på la Courvejens skole, en kommuneskole på Frederiksberg. Mon Tut og Asger vidste, at lige præcis denne skole stod for forsøg med reformpædagogik? *Det var helt nyt omkring 1927, at der i en skole ikke blev dyrket kæft, trit og retning. Der var undervisning i håndværk og håndarbejde, og der blev lyttet til børnene. Dora Sandal, der var læsepædagog på skolen* udgav en bog med de bedste stile, og her er to af Gretes stile fra 4. klasse med. Rørende og henrivende. Grete havde virkelig en fin poetisk åre. Som voksen skrev hun tit og ofte en sang til fester i familien. Læs mere i afsnittet ”Grete og ordene”.
Grete kom nu i Zahles private pigeskole, der lå lige ovre på den anden side af Grønttorvet i København, fra Ahlefeldtsgade, hvor familien fik en stor lejlighed. Jeg tror, det var en ganske god skole for hende. Hun fik i al fald god sprogundervisning. Hun var meget flittig. Selv om Grete måtte bruge ganske lang tid på at læse lektier, mente skolen – og forældrene – at hun skulle i gymnasiet.
Hun fik mange gode veninder. Fra 14-års alderen travede hun (næsten) hver dag efter skoletid ud til fyrtårnet for enden af Langelinjekajen og tilbage igen sammen med Ellen Krog (gift Arp-Nielsen, der blev min gudmor). En anden kær veninde var Elsebeth Lassen, kaldet Spjæt, fordi hun spjættede så meget med sine lange tynde ben i gymnastiktimerne.
Grete blev konfirmeret i Vor Frue Kirke af pastor Axel Malmstrøm, som familien havde en vis tilknytning til. Der var respekt om kirken og præster, men ingen var vist troende.
Hver sommer lejede familien et hus ved Sjællands nordkyst, og i en længere årrække ejede den også selv et sommerhus (omkring 1938 tegnede Niels huset på en dejlig udsigtsgrund i Snekkersten. Det blev først solgt omkring 1956). Det var vigtigt at komme ud af byen og ud på landet og få frisk luft og gå i vandet. Grete var en god svømmer, ligesom Asger, mens Tut ikke brød sig om at gå i vandet, ”så fik hun sand mellem tæerne”. Hornbæk og Hundested eller Kikhavn var de foretrukne steder, sikkert fordi der gik tog til byen. Som tjenestemand havde Asger vel kun to ugers sommerferie, mens Tut og børnene var på landet i hele skoleferien og ofte længere.
Det var her i ”en gryde” på stranden i Kikhavn/Hundested, hvor en flok venner mødtes, at 16-årige Grete mødte den smukke Egon Bork. Han var 30 år, cand.mag. og underviste på et gymnasium. Han havde rejst i det meste af Europa og var et superaktivt menneske. Han kunne spille klaver og violin og tennis og tegne og snakke og vidste alverdens ting. Han var radioamatør og så meget mere. Der var interesse og forelskelse fra første færd.
Men han var ikke velset hos Tut og Asger. Tut var ganske snobbet. Asger kiggede forgæves efter Egons forældre i Den Blå Bog. Desuden var de rystede over en så stormende forelskelse, Grete var kun 16, og manden hele 14 år ældre.
På Gretes 17-års fødselsdag, 31. oktober 1933, blev de forlovede; men det var hemmeligt! Ingen andre end den nærmeste familie måtte vide, at en gymnasiepige og en adjunkt var forlovede.
Det var slet ikke så nemt at være kærester i byen. Det unge par kunne ikke gå tur sammen, for så risikerede de jo at blive ”opdaget”. Egon var ikke særlig velkommen i Ahlefeldtsgade, og han blev mobbet af Karen. Tut holdt Grete i stramme tøjler. Hver anden søndag var Grete inviteret til søndagsmiddag kl. 12 – hos Lina og Hans på Tagensvej. Tut gav hende kun ”fri” et par timer. Grete fik ikke lommepenge, så hun kunne ikke tage sporvognen. Hun måtte løbe frem og tilbage for at nå det. Men – ingen måtte se hende løbe, for på Tagensvej troede alle selvfølgelig, at sporvejsdirektørens datter havde bunker af penge, eller i det mindste kunne køre gratis med sporvognen. Tut tænkte ikke på at stikke hende lidt til sporvognen. Grete blev glad for sin kommende svigerfar Hans, der havde et glimt i øjet. Men det faldt hende svært at snuppe Lina, der insisterede på at tale tysk, og som forgudede sin søn og sikkert ikke var særlig sød ved sådan en ung pige.
Endelig blev Grete student, og forlovelsen kunne blive officiel. Der blev igen holdt fest, 30. juni 1936. Der var hovedsagelig indbudt familie. Lina fik at vide, at nogle af gæsterne kunne tale tysk og udbrød: ”Dann knnen wir ja deutsch reden.” Det var ikke velset. Asger forlod selskabet og vendte først tilbage, da Egons forældre havde sagt farvel.
Nu blev der planlagt bryllup. Men først skulle den vordende brud på husholdningsskole, og der skulle samles udstyr og købes møbler. Der blev fundet en moderne 3 ½ værelses lejlighed i et nyt boligbyggeri på Østerbro – på 4. sal med elevator. Bare 10 minutters gang fra Næstvedgade 4, hvor Tut og Asger boede. Det unge par havde ellers kigget på en lejlighed på Christianshavn, som især Egon var glad for, men nej, Tut trak i trådene. Bror Niels havde nyligt giftet sig med Inger Margrethe, og også de fik lejlighed 10-15 minutters gang fra Næstvedgade, bare nordpå. Da Karen nogle år senere blev gift med arkitekten Christian, fik de lejlighed i Østbanegade, også kun 10 minutters gang fra verdens centrum. Ved Karens og Christians bryllup i marts 1942 holdt en reserveret sporvogn uden for Holmens kirke. Her fik alle bryllupsgæsterne plads, og sporvognen standsede for enden af Næstvedgade. Herfra var der ikke langt at gå til lejligheden i nr. 4, hvor festen blev holdt.
Grete og Egons bryllup stod en kold snevejrsdag, den 18. marts 1937, i Vor Frue Kirke. Dagen var valgt, fordi familiepræsten, Axel Malmstrøm, der nu var blevet biskop i Viborg, netop var på besøg i København i dagene deromkring. Middagen blev holdt i den store lejlighed i Ahlefeldtsgade, (hvor Tut og Asger endnu boede i 1937). Berlingske Tidende bragte en kort reportage, og her kunne man læse: ”Brudens Moder var i en turkisblaa Satinkjole, og Fru Fabrikant Bork i sort. Fabrikant Bork var Forlover for sin Søn, Sporvejsdirektøren førte sin Datter til Alteret. Hun bar en ganske enkel, flødefarvet Satinrobe, der var draperet smukt om hendes høje, slanke Skikkelse, og som var forsynet med Slæb.”
Der var ikke tid til bryllupsrejse, Egon skulle passe sin lærergerning som adjunkt på Christianshavns Gymnasium og sit arbejde som faginspektør ved Københavns Kommunes Aftenskoler, hvor han besøgte skolerne eftermiddage og aftener. Han cyklede rundt i København fra den ene skole til den anden. Nu fik Grete brug for alt, hvad hun havde lært på husholdningsskolen. Tidligt om morgenen måtte hun smøre en stor madpakke, for Egon cyklede hjemmefra kvart over syv. Nu gik rengøringen i gang, og den var grundig. Afstøvning hver dag, jeg husker, hvordan støvekluden dansede ned ad tangenterne på flygelet, trala trala, trala trala, hovedrengøring en hel dag hver uge, vask i kælderen i gruekedel hver anden uge. Der blev luftet grundigt ud, gennemtræk og frisk luft var så vigtigt. Først på eftermiddagen vendte Egon hjem, man hørte tydeligt hans cykelklokkesignal fra gården. Han havde kun en halv time, så den varme mad med to retter mad skulle stå parat. Så afsted igen. Grete kunne lige nå en travetur ud til Langelinje i rask tempo, før hun skulle være hjemme og sørge for smørrebrød ved 18-tiden. Egon skulle som regel afsted igen om aftenen.
Tut havde daglig kontakt med sine døtre, både med små besøg og pr. telefon – jeg husker lange samtaler – ØBRO 2540 var Grete og Egons nummer, TRIA 1605 var Juel-Hansens. (Egon ringede også hver dag til sin mor, på TAGA 5012).
Der var vist ingen anden bog end MAD, 14. oplag, 1935, af Ingeborg Suhr, som Grete læste mere i i disse år. 432 tætskrevne sider uden det mindste billede. Jeg er den lykkelige ejer af bogen. Den er slidt og limet sammen og fyldt med små udklip med opskrifter fra aviser og blade, mange af dem fra før 1950 (gammel retskrivning). Man kan også blive klog på, hvordan en Husmoder skal optræde og arbejde. Opskrift nr. 238 var Gretes glansstykke, Kalvenyresteg. På med forklædet og et lille hvidt tørklæde over håret, køkkenvinduet på klem, og så i gang. Det smagte vidunderligt, en rigtig søndagsmiddagsret. Og opskrift nr. 688 Hofdessert, hvor sødmælken og den mørke chokolade skulle røres i meeeeget lang tid.
I de første år kunne det ske, at Lina troppede op ved spisetid for at kontrollere, at hendes søn fik ordentlig middagsmad. Det var oplevelser, som Grete senere hen kunne få mareridt om. Kan man forstå Lina? Jeg har forsøgt. Det er svært, for hendes optræden over for den unge svigerdatter er ikke nem at undskylde. Men altså: Lina kom til Danmark i 1899 fra Tyskland og giftede sig med Hans. I 1902 fik de sønnen, Egon, der blev Linas livs et og alt. Egon var begavet og dygtig og smuk, han var alt, hvad en mor kan ønske sig. I de magre år, hvor Hans´ forretning var krakket, var det Egon, der fik et stykke kød på sin tallerken, mens Hans og Lina måtte nøjes med kartofler. Så snart han fik studenterjob, gav han sine forældre penge. Sandsynligvis var det ham, der sørgede for deres økonomi, da han fik fast arbejde. Han boede hjemme til om morgenen den 18. marts 1937, bryllupsdagen, hvor han var 34 år gammel. Samme aften sov han i Arendalsgade med Grete.
Grete på sin bryllupsdag, 18. marts 1937, 20 år gammel
Bryllupsrejsen blev indhentet i sommerferien, hvor Grete og Egon tog toget sydpå med ophold i Norditalien, i Bolzano, i Schwarzwald og endelig på Fanø, hvor familien Bork fra Kolding havde sommerhus. Det var Gretes første længere udlandsrejse, (dog havde hun været med gymnasieklassen en uge på udveksling i Helsingfors), og jeg tænker mig, at Egon nød at fortælle hende om sprog, geografi, natur og kultur overalt på rejsen. Sommeren 1938 fortsatte rejsen til flere steder sydpå, og sommeren 1939 gik rejsen til Gotland. Derefter var grænserne lukkede.
I marts 1937 var Grete 20 år og fuldtids husmor. Mon hun overvejede at studere eller tage et arbejde? Jeg tror det ikke. Tiden var til de fuldtids husmødre. Jeg tror faktisk, at hun var stolt over sit velplejede hjem og den gode mad, hun lavede. Hun var glad for at støtte Egon, så han kunne arbejde mere end fuldtid. Kun meget få tænkte på, at borgerskabets unge, nygifte kvinder kunne gøre andet end at passe mand, børn og hjem.
Hendes søster Karen tog pigeskoleeksamen/præliminæreksamen i 1938, 17 år gammel, og kom i kontorlære i Trafikministeriet. Hun fortsatte med at arbejde, mon ikke på deltid? også efter giftermålet med Christian, så hun var en af undtagelserne. Ifølge hendes søn, Finn Surlyk, var Christian ikke glad for det, ikke på grund af selve arbejdet, men på grund af sambeskatningsreglerne (men de kom nu først meget senere).
Der gik mere end to år, til Grete blev gravid. Jeg gætter på, at Egon ”holdt sig tilbage”, fordi Grete var så ung. Men det er ikke noget, hun talte om. I alle tilfælde blev Erna født den 17. april 1940 (Jeg blev døbt Erna og blev senere kaldt Pia), en uge efter besættelsen. Tut var forfærdet over, at den højgravide Grete gik tur på Langelinje 9. april og i dagene derefter, fordi hun var nysgerrig efter at se de tyske krigsskibe, der lå der. Fødslen foregik på Skt. Lukasstiftelsens hospital i Hellerup. Grete fik lov at låne telefonen for at ringe til Egon i hans 1-frikvarter på Christianshavns Gymnasium. Der var ikke noget med at få fri fra arbejde i anledning af en fødsel. Som alle andre unge mødre lå hun i sengen på hospitalet en hel uge, før hun og baby måtte komme hjem.
Barnet blev døbt Erna, opkaldt efter Asgers mor, Erna Juel-Hansen. Lille Erna lignede Asger og blev også kaldt ”den lille sporvejsdirektør”.
Karen Surlyks bryllup. Gæsterne bliver kørt fra kirken til festen, Niels, Egon, Grete m.fl.
Nu kom en streng tid for mor og barn. Lille Erna ville ikke spise, hun suttede lidt, og straks kom det op igen. Hver ammetid var en prøvelse og kunne vare i timevis. Ingen forstod, hvorfor mælken straks kom ud igen, og Grete blev bare opfordret til at prøve og prøve. Snart gik hun over til flaskemælk. Nu kunne Egon lave et helt nøje skema, med regnskab over antal gram indtaget og barnets vægt. Denne prøvelse blev ved, indtil Erna blev indlagt på Dronning Louises Børnehospital i forsommeren 1941. Der var besøgstid for forældrene én gang eller måske to gange om ugen. Jeg var indlagt i to måneder. Skolernes sommerferie begyndte, og Grete og Egon lejede sig ind i et hus i Fakse Ladeplads, indtil de endelig kunne hente deres barn i begyndelsen af juli. Jeg kan heldigvis ikke huske noget fra denne tid, og dog … jeg husker en høj tremmeseng og en masse gråd. Og jeg husker en stor angst og frygt ved at komme ud i verden igen og skulle stå og gå på benene og skulle være i lyset og blive iagttaget hele tiden. Jeg var så bange for trapper og for hunde. Pinen var mindst lige så stor for Grete. Der blev vist nok ikke fundet en årsag til spiseproblemerne. På fotos ser jeg normal ud, slet ikke tynd, men alligevel blev jeg indlagt i længere tid igen i 1944, fire år gammel, denne gang på Sundby Hospital. Her konstaterede man en medfødt maveportforsnævring. Den blev ikke behandlet eller opereret.
Trods alle bekymringerne for Erna og trods besættelsen og krigens udvikling, blev Grete igen gravid i 1942. Lone blev født 5. november 1942, to dage før Egons 40 års fødselsdag. Jeg husker, at Tut og jeg besøgte min mor og min nye lillesøster på klinikken lige ved Nørreport station, måske ved hjørnet af Fiolstræde? Solen stod ind ad vinduet, og der lå lillesøster i sin egen lille seng. Lone blev døbt i Den svenske Kirke ved Østerport i vinteren 1943, (vores sognekirke var Kastelskirken, men den var lukket under besættelsen). Efter dåben kørte vi i Asgers bil til Langelinje Pavillonen, hvor familien drak te.
Egon var så praktisk, han syntes, det var nemmest med navne på kun fire bogstaver, Erna Bork og Lone Bork. Grete ville nu gerne have haft en Charlotte og en Michala.
I sommeren 1942 købte Grete og Egon et lille bindingsværkshus nær stranden i Faxe Ladeplads, Strandkrogen. Erna og det kommende barn skulle have sol og strand og frisk luft. Egon vidste, at en sydøstvendt kyst i en bugt er den mildeste og mest børnevenlige, beskyttet for vestenvinden. Tut mente, at sommerhuset skulle ligge i Nordsjælland, helst nær Snekkersten, nær hendes og Asgers sommerhus. Men her gav Egon sig ikke. (Han var nok også interesseret i at være lidt på afstand af Tut og Asger). Fra 1943 var Grete i Strandkrogen mindst to måneder hver sommer. Når Egon underviste, før og efter skolesommerferien, kom Tut på besøg og ”hjalp med børnene”.
Grete havde vist nok at gøre med børnene og Egon som det største barn. Da Lone var helt lille, var Grete uheldig. Hun trådte op i et søm, og der gik betændelse i såret. Jeg ved ikke, om det også var på dette tidspunkt, hun skulle have fjernet en vorte (?). Det blev gjort med radium på Finsen Instituttet. Sygeplejersken glemte hende, og Grete fik alt for meget bestråling. Hun fik store huller i sin ene (begge?) fod, og sårene ville ikke heles. Det gjorde ondt og hindrede hende i at gå. Jeg husker, at hun humpede rundt med krykker. Hun led under både såret fra sømmet og fra bestrålingen hele sit liv.
Omkring 1945 fik Grete lyst til at beskæftige sig med mere og andet end børn og mand og hjem. Mange mennesker ville gerne tage på ferie i andre lande, nu hvor krigen var slut, og det igen var muligt at rejse ud. Men meget få kunne tale fremmedsprog. Grete fik undervisningstimer på Københavns Kommunes Fortsættelseskursus, hvor hun underviste – vist hovedsagelig damer, husmoderkursus kaldtes det – i engelsk (og tysk?). Egon brugte sin skrivemaskine meget, frem for alt til brevskrivning; men også til de bøger og undervisningshefter, som han udgav. Mon ikke han lærte hende at skrive på maskine? I al fald underviste hun også nogle sæsoner i maskinskrivning. Hun havde vel højst to-tre-fire hold om ugen; men det morede hende. Imens blev børnene passet af fru Hauschultz, en midaldrende dame, der hovedsagelig gik tur med os, for daglig frisk luft skulle vi jo have.
Efter 1945 voksede salget af Gyldendals dansk-tysk og tysk-dansk ordbøger, og fra omkring 1950 kom der oplag på oplag. Egon havde nok at gøre med at ájourføre bøgerne. Det var et vældig stort arbejde at læse korrektur, og snart kom Grete med ind i arbejdet. Det var et partnerarbejde. Hver sad med sit korrekturoplæg foran sig, Egon dybt i sin røde øreklapstol med et specialfremstillet læsebræt foran sig, og Grete, vist nok ved spisebordet, læste højt af alle detaljerne, mens Egon rettede. Det kunne lyde sådan:
”Nabo Nachbar m -s -n / (almindeligst) -n -n; -erne (ogsaa) die Nachbarsleute pl; (alle) -erne die ganze ….” Osv. osv.
Korrekturarbejdet kom i stød. Et par måneder eller tre hørte man Gretes stemme nogle timer hver dag, og vi måtte endelig ikke forstyrre. Hun var glad for at få sin egen indtægt, selv om den nok ikke var stor.
Grete og Egon optog sommerrejserne efter krigen. Første rejse gik til den franske middelhavskyst, siden kom de årlige rejser til eksotiske steder som Malediverne eller Gambia. De tog ofte arbejdet med, ordbogskorrekturen, som hun og Egon lavede sammen. Et berømt foto viser de to under en palme iført badetøj i liggestole på en kridhvid tropisk strand. Begge forsynet med læsebræt og papirer.
I 1955 købte Egon familiens første bil, en grøn Opel Rekord. Det var en af de første biler i Arendalsgade. Grete fik hurtigt kørekort og blev en rigtig god bilist. Hun følte sig simpelthen godt tilpas bag ved rattet. Læs mere i afsnittet Grete og farten.
I 1956 købte Grete og Egon eget hus, på Torkel Badens Vej i Hellerup. Endelig fik de god plads, og de købte da også en del smukke, nye møbler, nogle af dem antikviteter. Grete elskede at holde haven smuk. Men det var også de år, hvor Grete begyndte at blive plaget af flere sygdomme, voldsomme migræner og diskusprolapser, der blev opereret, men ikke til det meget bedre.
Vi cyklede fra Strandkrogen til Feddet, syd for Faxe Ladeplads
Grete og ordene
Grete var god til ord, vittig og slagfærdig. Hun var god til at udtrykke sig skriftligt, lige fra den tidlige skoletid. Dora Sandal var læsepædagog og viceinspektør på la Courvejens skole, hvor Grete gik i skole et år. Dora Sandal har samlet på de bedste stile fra 1920´erne og 1930´erne. Her er Gretes stil fra 1926:
”Karens Fødselsdagsgave
I Søndags var det min lille Søster Karens Fødselsdag. Jeg vidste i Forvejen, hvad hun skulde have i Fødselsdagsgave. Søndag Morgen kom Mor ind med Gaven til Karen og sagde, hun skulde lukke Øjnene. Da Karen lukkede dem op og saa, hvad det var, skulde I lige have set, hvor straalende hendes Øjne var. Men kan I nu gætte, hvad det var? – Det tror jeg ikke! – Det var en Kanarifugl! Hvor yndig den var, kan jeg næsten ikke beskrive, men nu skal I høre. Den er gul som en Æggeblomme, har kulsorte Øjne og oppe ved det ene Øre en sort Plet; den har lidt hvidt i Vingerne. Den siger Pip; saa svarer jeg den igen og siger Pip, og saadan kan vi blive ved længe. Og saa synger den med dejlige bløde Toner. Hvis vi keder os, kan vi bare sidde inde, hvor den er, og saa kan den synge for os.”
Og næste stil, stadig 4. klasse og 1926. Grete var lige fyldt 10 år.
”Nu vil jeg fortælle meget mere om vore Kanarifugle. I ved næsten alle sammen, at vi ogsaa har faaet en Hunkanarifugl. Jeg har fortalt jer, at Karen havde sagt, at Mutter skulde have Brudeslør paa, men I kan jo nok tænke jer, at det fik hun ikke. Men nu skal I høre. Den første Dag, de var sammen, sloges de noget saa forfærdeligt, saa det ikke var til at komme i Nærheden af dem, men saa gik jeg hen til Buret og sagde ”krkrkrkru!” til dem. Saa blev de bange og holdt op, men et Øjeblik efter begyndte de paa deres Slagsmaal igen. Saa gentog jeg mit ”krkrkrkru!” Da holdt de endelig op, og nu varede det temmelig længe, inden de fortsatte deres Slagsmaal – Da vi aldrig havde set fuglene i Gyngen, kan I jo nok forstå, at vi blev forbavsede. Tænk bare, Mutter var hoppet op i Gyngen og tog sig en Gyngetur. Karen og jeg raabte og skreg: ”Mor, Mor, Pipsemutter er i Gyngen!” og Mor kom styrtende ind i vores Værelse, hvor vi stod og saa paa Fuglene. ”Saa, saa! Ikke saa højrøstede!” Karen stod endnu og raabte, og hermed vil jeg slutte Stilen.”
Jeg har samlet Gretes festsange fra årene 1952-2000 i et lille hæfte. Der er omkring 40 stykker. Hun har digtet på melodier som ”Dengang jeg drog af sted”, ”Slå rommen i glasset” og ”I skoven skulle være gilde”. Næsten alle sange er skrevet til et særligt familiemedlem.
1972, Egons 70 års fødselsdag:
- ”I Hel´rup er der gilde, familie, venner, børn.
Tak, I os glæde ville ind ”stime” gennem dør´n.
Skønt pladsen er lidt kneben, gi´r nær kontakt nok ”leben”.
Så snak og lyt og spis og drik til fødselarens pris,
glem hverdagen og hyg jer lidt på skole-drengevis.
- For længe, længe siden, dengang man brugte stork
i Kolding kom en liden blond, buttet drenge-Bork.
Han var en dejlig unge, fik tidligt ”to-sprogs-tunge” –
blandt bindingsværksidyl i Wermelskirchens bakkeland,
Hvor glade sommerdage gled, så fjernt fra salten strand.
- Din opvækst var beskyttet og lykkelig og god.
Forældreparret lytted´, gav enebarnet mod:
Til eksperimentering, der ku´gi´ konstatering
om foto, damp og tryk og træk, instrumentalmusik,
om stjernekort, geografi og radioteknik.”
Sangen har 12 vers, og jeg har kun skrevet tre af dem her. Det er i det hele taget meget svært at vælge, hvilke sange jeg vil tage med her blandt så mange muntre og velbeskrivende.
Men jeg vil da også tage sangen her fra 1976 på melodien ”Danse, danse dukke min” med. Den digtede hun til sin 60 års dag:
- ”Piger to jeg har så kær,
alle ved nok, hvem de er,
samt venindeskarens flok
den mig glæder gi´r en bloc.
Hyggelige dame-pi´er
velkommen! Jeg hjertligt siger.
I bli´r snydt for ”kringle-skum”
tak dog, at I li´godt kom!
- Herrer højt ærværdige
høflige, elskværdige
undrer sig, hvad er det her,
vi er virklig meget værd!
Er værtinden blevet gal,
rødstrømpe – glemt os total?
Trøst jer, hver en moden gut
også jer, velkomstsalut!
- Fire nævnes må til slut
skønne børnebørn med krudt!
Marcus, Casper er sans doute
gearet højest uafbrudt.
Ole sindig, konstruktiv,
Nina blid, I læsning “stiv”.
Alle fires hjemmeliv –
aktivt, kærligt, positivt.”
Grete og blomsterne
Grete elskede farver og smukke ting, og hun var en mester i at sætte farver smukt sammen, at indrette sig kønt og harmonisk og at klæde sig smukt og flot. Farverne og skønheden blev fremhævet af, at hun altid valgte bedste kvalitet, og at hun passede og plejede hjemmet og tøjet med stor omhu. Hun beholdt sit tøj i årtier og kunne trække en kjole købt i 1950 ud af skabet i 1980, stadig næsten som ny. Figuren holdt også, så kjolen passede stadig. Kun de seneste år sank hendes skelet lidt sammen, og hun blev adskillige centimeter kortere og fik ”altersverlagerung”, så kjolen måtte til sydame for at blive udvidet i taljen. Hun kunne ikke drømme om at kassere kjolen.
Det var nok en stor glæde for hende, at hun fra omkring 1955 fik sine egne penge, tjent på ordbogsarbejdet, som hun kunne bruge, som hun ville. Hun købte glæder til sig selv (og også til os andre), især tøj og smykker. Det var dejlige og dyre smykker med smukke farverige ædelstene. Sådan en dyb blå eller flot lilla sten eller kæde frydede hendes øjne.
Når hun så havde købt en ny kjole eller et tørklæde eller et par smukke italienske sko, blev det hængt eller lagt ind i skabet, og hun gik og kiggede til det nye og glædede sig til den store dag og helt specielle lejlighed, hvor det skulle tages på for første gang. Det var aldrig impulskøb. Hun gik hellere fem gange forbi en forretning med en smuk kjole, som hun kunne lide, mens hun tænkte sig godt om. Har jeg sko, der passer til i farven? Og en taske? Men selvfølgelig var der også hverdagstøjet, som blev godt brugt og lappet og repareret, til det blev helt tyndslidt.
Gretes blomsterbuketter var enestående smukke. Hun havde altid en havesaks og et par havehandsker i bilens bagagerum, for tænk hvis hun skulle komme forbi en mark med margueritter … så var det stop, og Grete ud i blomsterherligheden. Når hun gik aftentur i Faxe Ladeplads, kunne hun komme hjem med en kæmpebuket blandede vilde blomster. De blev lagt på køkkenbordet, og så gik hun i gang med at klippe og sortere og sammenstille i vasen. Hun var helt inde i blomsternes verden, smånynnede lidt, tog sig rigtig god tid. Der kunne sagtens gå en time, indtil buketten var færdig, men så var den også vidunderlig smukt sat sammen. Farver og former en fryd for øjet.
I det tidlige forår tog vi på tur i anemoneskoven. Jeg husker særligt ture til Boserup Skov ved Roskilde, hvor skovbunden var hvid af anemoner, så langt øjet rakte. Ned på hug og plukke plukke. Lige meget hvor stor umage jeg gjorde mig med at sætte mine blomsterstængler sammen, blev min buket aldrig nær så smuk som Gretes. Hendes var vidunderligt harmonisk kuplet og lige den rigtige størrelse.
Grete og sporten
Grete var en god skiløber; hun kendte kun langrend. Som helt ung løb hun nu også ned ad Ulvebakkerne i Dyrehaven. Lige efter krigen var hun et par gange i Norge om vinteren og vendte hjem mørkebrun i ansigtet. Jeg var med i 1946, også svigerinde Inger Margrethe og kusine Annemette på tre år. Mormor vinkede farvel ved færgen i Frihavnen. Vi blev modtaget i Malmø af sporvejsdirektør Abrahamsen (hed han vist nok) og installeret på et stort hotel lige ved stationen. Mor og Inger Margrethe var inviteret til fin middag hos direktøren og hans frue om aftenen. Næste formiddag var vi på indkøb i et stormagasin, hvor det bugnede med varer, især tøj. I Danmark kunne man ikke købe tøj. Her fik jeg foræret min første rigtige dukke, der blev døbt dukke Hedda. Hun var helt bar, men mor strikkede lyseblåt undertøj til hende på meget tynde pinde. Turen gik nu videre med toget nordpå og vist endnu en overnatning i Oslo. Endelig ankom vi til Gausdal Hotel midt i bunker af sne. I 1948 var hun i Norge med sin søster Karen og hendes mand Christian.
Grete elskede at danse. Hun har nok været ked af, at Egon slet ikke brød sig om at danse, i al fald ikke i de første mange år af deres ægteskab. Omkring 1950 blev hun medlem af det skotske Saint Andrew´s Society, der hvert år holdt en forrygende festlig fest et større sted i København på Saint Patrick´s Day. Hun gik til undervisning i skottedans og lokkede også Egon med til timerne, så han blev faktisk helt glad for det.
Hun elskede at trave lange ture i et godt tempo.
Strandkrogen, Faxe Ladeplads
Grete og farten
Fra omkring 1950 var vi en gang om året eller måske hvert andet år i Tivoli. I de første år prøvede vi vist nok kun forlystelser, senere spiste vi en god middag på en af restauranterne. Divan 2 var vist yndlingsstedet. Der var ikke mange forlystelser dengang, jeg husker mest Spejlsalen og Den blå bil og ture i en båd under den gamle rutsjebane. Det var tydeligt, at Grete glædede sig lige så meget, som Lone og jeg gjorde. Hun jublede i bådene, der gyngede op og ned, og allerbedst havde hun det i radiobilerne. Hun tog den ene tur efter den anden. Det var en stor fryd at stå uden for banen og følge hendes kørsel. I de mest elegante sving svingede hun ind og ud mellem de andre radiobiler, det var, som om hun fik radiobilen til at danse. Og det gnistrede omkring hende. De øvrige kørende lagde mærke til hende og nikkede anerkendende. Man kan næsten sige, at hun tog køretimer eller i al fald kom i rigtig god køretræning. Hun tog det rigtige kørekort i 1955, så snart hun og Egon købte deres første bil, den grønne Opel Rekord. Og her fortsatte den superelegante kørsel. Hun kørte gerne hurtigt, og man følte sig helt tryg, ingen hårde opbremsninger der, kun lækre overhalinger, smukke parkeringer. Egon var lidt længere tid om at få kørekortet.
Grete og de gamle damer
At være en enlig gammel dame i 1940´erne har nok ikke været sjovt, især da hvis man kun havde en lille folkepension at leve af. I vores opgang i Arendalsgade 5 var der to ét-værelseslejligheder på hver etage, og deri levede ældre, ugifte damer, der ikke kun måtte leve ret småt, men som også var ret ensomme. Når Grete kogte æblegrød, og det gjorde hun tit i sæsonen, sørgede hun for en lille skål til fru Andersen i stueetagen og til vores nabo, frøken Skovgaard, der var spillelærerinde. Hun har sikkert også sørget for dem på andre måder, uden at vi så det. Grete tog sig også en del af tante Margrethe, Egons gamle faster, der også var alene og ugift (født 1868). Margrethe kom med på landet og boede i ugevis på gæsteværelset på loftet i huset i Fakse Ladeplads. Det var godt for hende at komme ud og få landluft.
Grete og Niels
Som barn og ung elskede og beundrede Grete sin storebror Niels. Han var ni år ældre, og han var sikkert en sød storebror. Det ændrede sig nok lidt, da Egon kom ind i billedet, for Niels kunne være sarkastisk og drillesyg, og det lod han gå ud over Egon. Jeg husker bare de utallige gange ved familiefrokoster, hvor Egon blev drillet, ja nærmest mobbet, fordi han ikke spiste ost og ikke brød sig om at drikke snaps, og måske også fordi han talte så passioneret om alle sine gøremål og interesser. Tut og Asger havde store forventninger til Niels, der blev student i 1926. Han begyndte at læse medicin, men efter nogle år var hans flid ikke den største. I stedet for gik han ture i byen og kom hjem og underholdt Tut og Grete og Karen med morsomme historier. Han mødte Inger Margrethe, som arbejdede på kontor, og som gerne ville gå i byen om aftenen. Til sidst holdt han helt op med studiet og begyndte i stedet for på en uddannelse som bygningskonstruktør eller noget i den stil. Om han fuldførte den, ved jeg ikke. I al fald sørgede Asger for, at Niels fik arbejde i Københavns Sporveje, trafikassistent hed det; han blev tilkaldt, når en sporvogn fik tekniske problemer.
Niels blev efterhånden en bitter mand. Jeg gætter på, at Asger var dybt skuffet over sin søn, og at Niels var flov over at måtte skuffe forældrenes ambitionsniveau. Inger Margrethe kostede rundt med ”Niels Juel”, som hun kaldte ham. Så vidt jeg ved, havde han ingen venner, og interesser har jeg ikke lagt mærke til. Han og Egon kunne dårligt være i stue sammen. Så snart Niels så Egon, kom en masse sarkastiske bemærkninger ud af hans mund. Man kunne smile ad det, men Egon morede sig ikke. Grete må have brugt en del overtalelse for at overbevise Egon om, at Niels skulle være Lones gudfar, men derved blev det.
Og dog var Niels en begavet mand. Jeg husker ham fra datteren Annemettes konfirmation, som må have været i 1957. Den blev holdt i lejligheden på Borgmester Jensens Allé, en ret lille 2 ½ værelses lejlighed, hvor de havde boet siden brylluppet i 1935. Vi kunne sagtens sidde omkring bordet, et tungt og mørkt egetræsspisebord. Her holdt Niels en tale, som jeg husker som meget spirituel og velformuleret. Han tog udgangspunkt i karaktererne i flere af Holbergs komedier og sammenlignede gæsterne med dem. Han citerede lange stykker af komedierne udenad. Talen gik nok hen over hovedet på de fleste, i al fald på konfirmanden; men jeg gik i gymnasiet og var meget interesseret i litteratur og i Holberg og var imponeret.
Grete besøgte ofte Inger Margrethe, da hun kom på plejehjem. Men Grete og Niels havde ikke meget til fælles i de senere år. Helt tilfældigt mødte vi – Peter og jeg – nogle gange Niels i 1970`erne i området omkring Østerport station, gerne med en øl.
Fire generationer på Torkel Badensvej, Pia, Nina, Tut og Grete. 1964.